Det moderne gennembrud

Det moderne

Moderne betyder egentlig ny eller nye måder. Før havde kristendommen og kirken været næsten alene om at bestemme samfundets moralbegreber. Det var også kristendommen og religiøse stemninger, der formede den forestilling, at mennesket på mystisk vis var forbundet med naturen.

Alt det forandrede sig med Det moderne gennembrud. Nu skulle naturvidenskaben og menneskets fornuft give mennesket nye muligheder for at forstå sig selv og naturen.

Litteraturen i Det moderne gennembrud

Forfatterne i tiden omkring Det moderne gennembrud udviklede nye måder at skrive på, og der opstod nye genrer at skrive i.

Naturvidenskaben og fornuftstænkningen fik plads i litteraturen, og på den måde var litteraturen med til at præge, hvordan mennesket begyndte at tænke om sig selv i verden.

Samfundsdebat og realisme

Litteraturen havde før været præget af romantiske forfatteres idylliske skildringer, men det blev nu afløst af en samfundsdebatterende og realistisk litteratur.

Litteraturen skulle – med litteraturkritikeren Georg Brandes’ ord – ”sætte problemer under debat”. Det betød at litteraturen skulle være politisk, diskuterende og samfundsoplysende.

Forfatteren som journalist

Herman Bang var en meget flittig journalist. Han bevægede sig rundt i byen og holdt øjne og ører åbne, og så beskrev han, hvad han oplevede, i en personlig, beskrivende og tit dramatisk form.

I dag ville vi kalde genren for reportage eller feature.

Tæt på branden

I 1884 brændte slottet Kristiansborg. Det lå, hvor det nuværende Christiansborg og Folketinget ligger i dag.

Herman Bang var tilfældigvis i nærheden, og da han hørte om branden, løb han straks derhen.

Bagefter satte han sig og skrev på sit kontor på avisen, som lå lige over for det brændende slot.

Liv i bevægelse

Brug øjnene

Forfatteren Herman Bang præsenterede sine læsere for en helt ny skrivestil: impressionismen.

Forfatterne skulle bruge øjnene og beskrive, hvad de så, mente Herman Bang. Ikke være psykologer og granske personernes inderste følelser.

Det er mennesket i handling og livet i bevægelse, forfatteren skal interessere sig for, sagde Herman Bang. Og det er netop kendetegnende for den impressionistiske skrivestil.

Verdens undergang

Arternes oprindelse

I 1859 udkom Charles Darwins banebrydende værk om Arternes oprindelse, hvori Darwin hævder, at alle levende arter er udviklet fra den samme stamform.

Darwins værk var kontroversielt, fordi det satte spørgsmålstegn ved Bibelens skabelsesberetning.

Arternes oprindelse blev oversat til dansk af forfatteren J.P. Jacobsen, der ved siden af sin forfattergerning studerede naturhistorie.

Naturalisme i litteraturen

Før Det moderne gennembrud var den almindelige overbevisning, at mennesket var skabt af Gud, og at menneskets liv og skæbne skulle formes efter, hvad der var Guds vilje. Den forestilling gjorde Det moderne gennembruds forfattere op med. De skildrede i stedet mennesket med udgangspunkt i naturvidenskaben - som et biologisk væsen, formet af sin natur og sit miljø. Den menneskeopfattelse kalder man naturalistisk.

Arv og miljø

Gennem litteraturen gjorde man sig tanker om, hvordan et menneske får sin identitet i et samspil mellem miljø og arv.

En indre stemme

Klummens mester

Henrik Pontoppidan var både journalist og forfatter - ligesom mange andre på denne tid. Hans foretrukne genre var klummen: en kort, personlig kommentar til en aktuel begivenhed.

Tekster om identitet

Mange af Henrik Pontoppidans tekster var skarpe udfald mod modstandere af Det moderne gennembrud, men han skrev også filosofiske tekster om identitet.

Når man ikke længere er overbevist om, at menneskets identitet er skabt af Gud, hvad vil det så sige at være menneske? Hvad bestemmer, hvordan et menneske er, handler, føler og tænker? Og er det enkelte menneske altid det samme?

Det er nogle af de spørgsmål, Henrik Pontoppidan stiller i sine tekster.

Fra landbrugsland til industrisamfund

I slutningen af 1800-tallet voksede de danske byer. Mange mennesker flyttede fra landet og ind til byen for at arbejde i den nye industriproduktion.

Danmark var ikke længere kun et landbrugsland, men også et moderne industrisamfund.

Det moderne gennembruds forfattere beskrev livet i de nye bysamfund med deres menneskemylder og trange boligkvarterer. Men de skrev også om det ofte fattige og fysisk udmarvende liv på landet.

På fattiggården

Der var ikke dejligt ude på landet ...

Henrik Pontoppidan var en af de allerførste forfattere til at skrive direkte og kritisk om den store fattigdom på landet. Tidligere havde landet været beskrevet som idyl: "Der var så dejligt ude på landet," skrev H.C. Andersen som optakt til eventyret Den grimme ælling. Husene lå yndigt langs de bugtede veje, og på bondens tag sad storkeparret og rugede fredsommeligt på sine æg.

Henrik Pontoppidan interesserede sig for de fattige bønder og daglejere. Han beskrev de barske forhold i to novellesamlinger. Hans skarpe sociale skildringer kom som et chok for mange af den tids læsere, for de havde ikke nogen anelse om, hvordan de fattige levede.

Land og by i billeder

Billedkunst i Det moderne gennembrud

Også malerne i tiden omkring Det moderne gennembrud var optagede af at skildre forholdene i byen og på landet.

Tidligere - i romantikken - var landskabsmaleriet meget udbredt. I den tids malerkunst forsøgte man at tillægge naturen en særlig kraft eller ånd. Landskabet fik en dybere betydning, og man forsøgte at skildre sindsstemninger og følelser gennem fremstillinger af naturen.

Realismen i billedkunsten

Med Det moderne gennembrud skulle billedkunstnerne ikke længere idealisere og forskønne deres motiver. I stedet skulle de skildre virkeligheden på en realistisk måde.

Derfor blev "problemer sat under debat" - også i billedkunsten, som vi ser det i litteraturen.

Flere af tidens billedkunstnere var optagede af motiver, der udstillede det hårde liv på landet og den store fattigdom i byerne.

Ulykkelig kærlighed og kønnenes kamp

Det moderne gennembruds forfattere skrev selvfølgelig også om kærlighed. Men i deres bøger blev kærligheden sjældent lykkelig, hvis den da overhovedet blev til virkelighed.

Kærligheden kunne som hos J.P. Jacobsen være en drøm eller en længsel; den kunne som hos Herman Bang være et fjernt minde; eller den kunne blive til kvindeundertrykkelse, som det viste sig under den såkaldte sædelighedsfejde.

Tabte drømme

Stille eksistenser

Herman Bangs forfatterskab er fuld af beskrivelser af såkaldt ”stille eksistenser”. Det vil sige mennesker, der lever et stilfærdigt liv, men med skjulte længsler og drømme, der aldrig blev opfyldt.

De stille eksistenser er som regel kvinder.

Sædelighedsfejden

Sædelighedsfejden - en ordforklaring

Sædelighed betyder god eller rigtig adfærd - særligt i seksuallivet.

Fejde betyder kamp.

Sædelighedsfejden var altså en kamp - eller en diskussion - om, hvad der var den rigtige opførsel, når det kom til seksualitet. Helt konkret handlede diskussionen om:

•         hvorvidt mænd og kvinder kunne tillade sig at have sex før deres ægteskab
•         om man kunne tillade sig at have sex med andre, end den man skulle giftes med eller var gift med og - ikke mindst - om de samme sædelighedsregler burde gælde for mænd og kvinder.

Kvindelige forfattere

I tiden omkring Det moderne gennembrud var der ikke mange kvindelige forfattere. I det hele taget var der kun ganske få kvinder, der blandede sig i det offentlige liv - men det var netop en af de forandringer, der tog form omkring århundredeskiftet.

En vigtig stemme

Amalie Skram var en af Det moderne gennembruds mest betydelige kvindelige forfattere - og kvindefigurer i det hele taget:

Hun skrev banebrydende romaner, der beskrev kvinders liv i fastlåste, tvangslignende ægteskaber. Hun blandede sig i den offentlige debat. Hun blev skilt, og hun blev indlagt på et sindssygehospital.

Det folkelige gennembrud

Baggrunden for det folkelige gennembrud skal findes i et systemskifte. I 1901 vandt bondepartiet Venstre for første gang et valg. Der skete flere ændringer i samfundet. Børn, kvinder, fattige og tyende fik flere rettigheder.

Arbejderbevægelsen

De første andelsbevægelser begyndte i 1903, og det betød, at bønderne nu fik større medbestemmelse. Bønderne, arbejderne og de udsatte uden for storbyen krævede nu at blive hørt, også i litteraturen.

Litteratur af folket, til folket

Under det moderne gennembrud opfordrede George Brandes til, at man skulle tage et socialt ansvar. Men dengang var det uddannede forfattere fra det bedre borgerskab i København, der skrev om det. Nu var det de udsatte selv, der begyndte at blive hørt. Det var litteratur af folket, til folket, om folket.

Interessen blev flyttet fra storbyen og ud til provinserne. Gennem den nye litteratur blev læseren tvunget til at tage parti for folket og tage stilling til problemerne i samfundet.

Stilen

Helten i det folkelige gennembruds romaner er den jævne mand eller dame. En person, der minder om alle andre. Interessen for den almindelige mand kommer også til udtryk i det litterære sprog. Sproget gøres folkeligt, og dialekten overføres til litteraturen.

Litteraturen var både politisk arbejderlitteratur og upolitisk hjemstavnsdigtning.

Politisk arbejderlitteratur

Martin Andersen Nexø var fanebæreren for den politiske arbejderlitteratur. Hans romaner om Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn beskrev de svære livsvilkår for de fattige på landet. Nexø var selv vokset op som fattig vogterdreng på Bornholm, og gennem hans romaner fik arbejderklassen et talerør, som gav dem mod på at kæmpe for bedre vilkår.

Upolitisk hjemstavnsdigtning

En af de fremtrædende hjemstavnsdigtere er Johannes V. Jensen. I hjemstavnsdigtningen fremhæver forfatteren et lokalt miljø, som der er særlig tilknytning til. Herunder beskrives idyllen og glæden ved fællesskabet. Og sproget i digtningen kan være præget af hjemstavnens dialekt.

Det folkelige gennembruds lyrik

Under det folkelige gennembrud blev der også skrevet mange digte. Flere af Thøger Larsens og Jeppe Aakjærs digte blev senere til sange. Fx ”Du danske sommer jeg elsker dig” og ”Jeg er havren”.

Thøger Larsen skriver om glæden ved naturen og hylder solen, foråret og frugtbarheden. Mens Jeppe Aakjær skriver om de hårde vilkår, fx i digtet ”Jens Vejmand”.